Jeg vil gerne bede dig tage med mig på en tur – ikke en fysisk tur, men en hvor vi bruger vores tankegang lidt anderledes.

Der er ingen tvivl om, at de seneste dage har været hårde for mange, og for mange har det specielt været ord som ’karantæne’ og ’isolation’ der har ramt hårdt. Det er netop disse to ord, jeg vil prøve at lege med.

Jeg er hjemsendt fra mine jobs, jeg arbejder så vidt muligt hjemmefra som personlig coach, og med det jeg kan, og holde mig fra forsamlinger samt undgår fysisk kontakt med andre. Jeg er meget sportsaktiv, men går ikke i panik over centrene er lukket, da jeg ved der findes en verden af alternativer.

Jeg ved med mig selv, at hvis jeg begynder at tænke for meget over hvad jeg SKAL eller er blevet PÅBUDT, så nager det mig, og jeg vil have lyst til at gøre det modsatte. Derfor har jeg taget en helt anden tilgang til tingene, for at hjælpe mig selv. Jeg arbejder hjemme – som et valg. Jeg holder weekend – som jeg ellers ville gøre på en aftalefri weekend.

Allerede der kan jeg berolige mig selv, og finde ro i dagene. Jeg har i dag haft 2,5 dage hjemme, det er en weekend, det kan jeg overskue. Men hvad så med de næste dage/uger? Jamen der har jeg forlænget weekend – fx som påsken ville blive for mange.

Jeg ved at mange ville have en masse sociale arrangementer i tider som påsken, men at være hjemme med sin familie, kan også sagtens være en social ting. Hvor mange gange har du ikke ønsket at tale sammen over middagsbordet, hvor der altid har været en der kom lidt senere eller gik tidligere? Hvornår har du sidst kunne lave en lækker frokost til familien? Eller blot spist morgenmad hen af formiddagen?

Det er ikke meningen det skal lyde utopisk, men at få nogle tanker i gang, der gør dagen mere overskuelig. Det er meningen vi skal definere dagene selv, og ikke låse os til tanken at vi udelukkende er i isolation, lockdown eller karantæne.

Vi har ikke mistet vores frihed, fantasi eller sociale liv – vi passer derimod på hinanden og vores sundhedsvæsen, så de kan passe på os.

Efterlad en kommentar